søndag den 17. november 2019

Hvidløg sættes i køkkenhaven

Vi har sat hvidløg i køkkenhaven i et af højbedene. Sorten er 'Vigor' 

I posen lå der en vejledning om dybde og læggetidspunkt og det har vi fulgt for vi har ikke prøvet hvidløg før, så det bliver spændende, om de bliver til noget. 

Fine lægge-fed, efter deling af hvidløget


I 2018 fik jeg frø af disse fine fløjlblomster af en gammel haveveninde som altid gerne deler ud af både frø og planter.

Frøene såede jeg på voksestedet i foråret i to rækker og de kom rigtigt godt.

Det blev til mange flotte blomster som bier og andre insekter har haft stor glæde af i sommerens løb.

Her i efteråret har jeg selv taget frø fra planterne, for at gemme dem til nye dejlige tagetesrækker.



Sådan ser de enkelte frø ud, så der er til mange planter i blot et frø-hoved


En dag vi var ude at gå tur, kom vi forbi et sted, hvor de havde krondyr i indhegningen. 
Vi er vant til at se kronvildt i store flokke i det fri i vores lokalområde, så det var med blandede følelser at se de prægtige dyr i indelukket

Kronhjorten er et smukt dyr.
 Det var i brunst-perioden og den brølede dybt flere gange.
Der var også mange hinder.
Den offentlige sti gik hele vejen rundt om indhegningen og der var mange mennesker, der benyttede den til en søndagstur med hunde og barnevogne, i det dejlige vejr.

søndag den 3. november 2019

Asparges - vokser godt


Aspargene, som jeg såede i 2018, er vokset rigtigt godt.
 Efter at de er blevet priklet ud i køkkenhaven, har de virkeligt taget fat.
Det har været så spændende at følge deres udvikling i sommerens løb og besøgende har også beundret planterne, hvilket også altid er dejligt.

Hver plante fremkommer med flere fine kraftige skud. 

De har fået lidt hønsegødning med halm.
 Gødningen er til rødderne og halmen er til at forbedre jorden.

I billedets øverste venstre hjørne ses bedet med tomater omkranset af grønt net, for at skabe læ.
Men...det blev et totalt flop. Tomaterne satte mange fine klaser af men de blev ikke pæne. De blev brune, plettede og fulde af revner. Så ingen succes dér. 

Fede mørke skud skyder op af vores meget sandede køkkenhavejord.
Tænk hvad man kan få ud af små frø man lægger i jorden.

Vi må først spise af dem i 2021 men nu er de rigtigt godt på vej, tror godt vi kan vente, men måske nipper vi lige nogle få til næste år.

Alle løgene er blevet taget op. Der er fire forskellige slags.

Rødløg, hvide salatløg og to forskellige gule løg.
De hvide salatløg har jeg ikke prøvet før men spændende med noget nyt til madlavningen.

De fleste er store men der er også nogle små indimellem.

De har vokset i et højbed, 120 x 270 cm. og de stod tæt, men jeg synes de er helt fine i størrelsen.




mandag den 21. oktober 2019

Herlige hindbær

Ej...hvor har vi plukket og spist mange hindbær i år.
 De har været SÅ gode, store og flotte, meget velsmagende. 

Sorten er 'Autumn Bliss'

Det er så sjovt at tage børnebørnene med i hindbærbedet og lade dem selv plukke 
og se lyset i deres øjne over at proppe munden fuld af bær til noget af saften løber ud.

Sådanne oplevelser gør livet rigt!

Grøn bredtæge (Palomena prasina)

er en af de almindeligste bredtæger. Jeg synes den er rigtigt flot. Den suger plantesaft af forskellige løvtræer, buske og urter. Jeg har ikke oplevet at den har gjort nogen skade og der er altid mange af dem i hindbærbuskene.

Det er vigtigt at hindbærbuskene får godt med vand og udbyttet bliver mange gange større i et ukrudtsfrit bed end hvis bedet er fyldt med ukrudt eller græs.

De allerbedste hindbær, er dem, som er så fine at de kan komme direkte i fryseren uden at skulle skylles, og det er den overvejende del. De nederste som godt kan få lidt jordstænk af regnen, må selvfølgelig en tur under vandhanen.

Bærrene fyldes oveni posen, med de frosne hindbær fra tidligere, indtil den er fyldt.





lørdag den 19. oktober 2019

Lathyrus og sommerfugle


Der har været så mange ærteblomster i haven i år, så det er blevet til mange buketter.
Dejligt at kunne plukke løs og lade dem pynte overalt, både i vaser og som her i
træbakken med små rum.


De har både vokset ude i køkkenhaven og i det ene drivhus, hvor de blev helt perfekte, da de jo stod ret beskyttet mod både blæst og regn.
I køkkenhaven var de længe om at komme igang med at vokse, men endelig begyndte de at tage fat og snart stod der en tyk hæk med blomster i blandede farver og med dejlig duft.


En dag dag da jeg havde to mostre, en morbror og en onkel på besøg var det også ærteblomster der kom på kaffebordet.
 Det er så hyggeligt at få besøg, især da jeg ikke længere har min mor til at fortælle hvad der sker i familien.


Første sommer i haven og allerede masser af sommerfugle. 
Først kom tidselsommerfuglene i stort antal.
Her er det tv. Nældens Takvinge, øverst th. Tidselsommerfugl og nederst Dagpåfugleøje

Lette, sarte og fine små havevenner. Den dag jeg tog billedet, sang lærken over haven og svalerne svang sig tæt over kornmarken ved siden af. Skøn dag!

Admiral

Tidselsommerfugl

Jeg har høstet rigtig mange frø fra ærteblomsterne her i efteråret, så jeg til næste år, kan få en lang tyk hæk af dem.

Bælgene krøller så finurligt når de tørrer



Citronsommerfugl i modlys i studenternellike




torsdag den 17. oktober 2019

Agapanthus

Mine Agapanthus var groet så godt til, at jeg, først i juni, besluttede mig for, at dele planterne.
Efter sådan en omgang plejer de ikke at blomstre, men nogle enkelte havde dog energi nok til at sætte et enkelt skud.

Agapanthus inapertus 'Purple Fountain'

Mørk lilla, ca. 60 cm. Dette er den mørkeste jeg har og den er meget smuk med sine dyblilla klokker.

Agapanthus inapertus flore pleno 

Den er lidt speciel med sine fyldte lyseblå blomster. ca. 70 cm.
 (Kiekeberg)

Agapanthus inapertus 'Purple Haze'

Blå-lilla, ca. 80 cm.

Agapanthus inapertus 'Almost Royal'

Sidste nye i samlingen. En virkelig flot blomst, lyseblå med mørkere blå striber.
I samme potte er der også en hvid, så det var et godt køb for en halvtredser.
(Brørup Marked)







tirsdag den 24. september 2019

Georginer og græskar

Det lille cafe-bord som står ved indgangsdøren har fået en efterårs makeover.
I den gamle syltekrukke står georginer, vinterasters og tandstikkerurt.
En stor solsikke med masser af kerner til fuglene og nogle små pyntegræskar bidrager så fint til stemningen. Den flettede kurv er en nyanskaffelse fra Holstebro Plantemarked først i september og i den er fyldt ellekogler og forskellige hyben fra skoven.


Vinterasters og georgin, dejlige blomster at have og plukke af her i efteråret.

Georgin i en dejlig varm orange farve

Tandstikker-urt med de søde knipling-agtige blomster


Æsken er også pyntet med vinterasters og georginer og nogle frøstande fra jomfru i det grønne

Edderkoppe spind med duggen hængende om morgenen

Så kan man rigtigt se hvormeget aktivitet edderkopperne laver

 men hvor er det smukt.