fredag den 20. marts 2020

Pæne primula

 
Bent og jeg holder begge meget af primula. I haven har vi flere forskellige, som kommer hvert år, men de er alle lave med små blomsterstilke, på nær én som er en kugleprimula med lyslilla blomster.

En dag vi var på et marked, så vi disse skønheder, som vi bare måtte eje. De har alle en masse blomster, som sidder samlet på tykke stilke.

De er blevet plantet om i terracotta-potter i en blanding af 
spagnum, grus og lergranulat og her skal de så stå og hygge sig indtil de kan blive plantet ud på et passende sted haven.

Dette orangegule eksemplar har fløjlsbløde blomster og den skønneste duft, næsten som en fresia.

Vi har ikke den store viden om disse sorter og om de kan overleve ude i haven, men det skal prøves for det ville være flot at have dem i nogle større bede, under lette forårsbuske eller træer med flimrende skygge.

Denne sort har lidt bølgede kronblade

Creme-farvet

Dobbelt mini påskelilje i to forskellige gule nuancer

En strit påskelilje, den ligner næsten en mælkebøtte

Fedt i kopper til fuglene.



onsdag den 18. marts 2020

Slibning af havesakse

Alle vores havesakse har fået en ordentligt omgang med slibesten, fedt og olie

Alle har de været igennem "værkstedet" som i dette tilfælde var vores stuebord

Ikke alle var lige nemme at skille ad og det var vigtigt at holde orden på alle de små dele, så alt kunne blive samlet korrekt igen.

Da jeg fik samling på alle, de lå jo lidt rundt omkring, viste det sig at
 vi faktisk har 5 "gamle" Felco 2 sakse. Jeg skriver gamle fordi jeg i julegave fik en ny Felco 6 som jeg er meget glad for. Den passer bedre i min hånd, da Felco 6 er mindre end Felco 2.

Det er helt fantastisk at få dem gjort rene, slebet og smurt
 og tilsidst mærke og høre hvor godt de lyder, når begge skær er rene og glatslebne og de glider nøjagtigt op ad hinanden.

Glæder mig til at komme i haven med lækkert skarpt værktøj



søndag den 8. marts 2020

Fordybelse i roser

3 tykke bøger om roser har jeg fået læst i løbet af januar og februar. Det har været dejligt at gå i dybden med et emne, som jeg ikke tidligere har haft særligt stor fokus på.
Mine erfaringer med roser bygger på kun nogle få storblomstrende roser
 'Queen Elisabeth', 'Hanne' og 'Superstar'

Mine noter er fulde af de vigtigste informationer om de forskellige grupper af roser og
min rosen-ønskeliste bugner af fine navne på skønne planter. Oplysninger om lysforhold, gødning, sygdomme og jordblanding er blevet noteret, så det er nemt at slå op og dermed blive opdateret. 

Det har været spændende og lærerigt læsning og sjovt at sammenligne hvad de forskellige
forfattere har skrevet om den samme rose og især hvad de ikke skriver (om sygdomme)
Samtidigt har jeg også hygget mig med te og tændt stearinlys og drømt om den smukkeste rosenhave, mens regn, hagl og blæst har rusket derude.

Alle 3 bøger kan varmt anbefales til alle som holder af roser.
Roses, af Peter Beales er på engelsk.

fredag den 6. marts 2020

Ny lille Dexter kalv

Den lille kalv kom til verden den 11. februar i blæsende og koldt regnvejr.
Vores yngste søn hjalp ved at få komor og kalv ind i ly for vejret. Den lille blev transporteret i en trillebør og han lagde sin jakke beskyttende over kalven mens han kørte trillebøren ud af fennen.

Her er et billede af storesøster til venstre og storebror til højre
De brølede og løb rundt i fennen i ca. en halv time efter at vi havde trukket koen ind, men så faldt de ret hurtigt til ro igen.

Dejligt at komme med mor ind i læ og blive tør, synes den lille kalv at tænke.
Den er fin og er allerede lidt fræk når den løber rundt om moren.
Koen har masser af mælk og yveret er stort men kalven er rigtigt god til at drikke, så det går stille og roligt som det skal.

søndag den 23. februar 2020

Hvidløgene er kommet op


Hvidløgene, som blev sat i efteråret, er kommet flot op, med fine grønne toppe, som er sprøde og delikate, der smager fantastisk dejligt af hvidløg. 
Glæder mig til at bruge dem i maden og især i dressing til grønt salat og grøntsager i rå tilstand, som jeg spiser flere gange dagligt, fordi jeg har udskiftet kartofler, ris, pasta og brød 
til fordel for grøntsager.
Jorden i højbedet er dækket med omsat komøg.

Der er også godt gang i purløgene.
 Det er perfekt for mine smagsløg, selvom de er stærke her først på sæsonen.

Jeg kan rigtigt godt lide en blandet salat af f.eks.
Ekstra fine ærter, revne gulerødder, fintskåret spidskål, Dulcita tomater, rød peber og purløg.
Tilbehøret kan være f.eks. stegt fisk, rejer eller kylling.

Det er dejligt at gå tur i haven og se hvordan det hele begynder påny at spire mens man lytter til lærkernes fortryllende sang og ser deres, til tider, hårdhændede leg eller kamp om hunnerne.

Selv i storm og regn kan man høre deres glade triller, når de hænger højt oppe i luften og slår hurtigt med vingerne. Første gang vi hørte dem i år, var den 2. februar og så føles foråret lige om hjørnet.

Miolin på skødet mens vi lytter til lærkernes sang og jeg nyder kattens spinden.

Vores dejlige killing fra sidste år, er blevet en stor og kælen kat, der synes at den skal med overalt og den er selvfølgelig velkommen i haven.

Den er rigtigt god til at fange mus og mosegrise, hvilket er glædeligt, da vi næsten ingen vintergækker, krokus eller narcisser har i haven. 

Miolin er meget opmærksom og særdeles hurtig, men også kærlig.
 Når børnebørnene er på besøg vil de gerne bære den, men den er lidt tung og stor for de små arme, men så nusser de den bare på jorden mens den nyder opmærksomheden i fulde drag.

søndag den 17. november 2019

Hvidløg sættes i køkkenhaven

Vi har sat hvidløg i køkkenhaven i et af højbedene. Sorten er 'Vigor' 

I posen lå der en vejledning om dybde og læggetidspunkt og det har vi fulgt for vi har ikke prøvet hvidløg før, så det bliver spændende, om de bliver til noget. 

Fine lægge-fed, efter deling af hvidløget


I 2018 fik jeg frø af disse fine fløjlblomster af en gammel haveveninde som altid gerne deler ud af både frø og planter.

Frøene såede jeg på voksestedet i foråret i to rækker og de kom rigtigt godt.

Det blev til mange flotte blomster som bier og andre insekter har haft stor glæde af i sommerens løb.

Her i efteråret har jeg selv taget frø fra planterne, for at gemme dem til nye dejlige tagetesrækker.



Sådan ser de enkelte frø ud, så der er til mange planter i blot et frø-hoved


En dag vi var ude at gå tur, kom vi forbi et sted, hvor de havde krondyr i indhegningen. 
Vi er vant til at se kronvildt i store flokke i det fri i vores lokalområde, så det var med blandede følelser at se de prægtige dyr i indelukket

Kronhjorten er et smukt dyr.
 Det var i brunst-perioden og den brølede dybt flere gange.
Der var også mange hinder.
Den offentlige sti gik hele vejen rundt om indhegningen og der var mange mennesker, der benyttede den til en søndagstur med hunde og barnevogne, i det dejlige vejr.

søndag den 3. november 2019

Asparges - vokser godt


Aspargene, som jeg såede i 2018, er vokset rigtigt godt.
 Efter at de er blevet priklet ud i køkkenhaven, har de virkeligt taget fat.
Det har været så spændende at følge deres udvikling i sommerens løb og besøgende har også beundret planterne, hvilket også altid er dejligt.

Hver plante fremkommer med flere fine kraftige skud. 

De har fået lidt hønsegødning med halm.
 Gødningen er til rødderne og halmen er til at forbedre jorden.

I billedets øverste venstre hjørne ses bedet med tomater omkranset af grønt net, for at skabe læ.
Men...det blev et totalt flop. Tomaterne satte mange fine klaser af men de blev ikke pæne. De blev brune, plettede og fulde af revner. Så ingen succes dér. 

Fede mørke skud skyder op af vores meget sandede køkkenhavejord.
Tænk hvad man kan få ud af små frø man lægger i jorden.

Vi må først spise af dem i 2021 men nu er de rigtigt godt på vej, tror godt vi kan vente, men måske nipper vi lige nogle få til næste år.

Alle løgene er blevet taget op. Der er fire forskellige slags.

Rødløg, hvide salatløg og to forskellige gule løg.
De hvide salatløg har jeg ikke prøvet før men spændende med noget nyt til madlavningen.

De fleste er store men der er også nogle små indimellem.

De har vokset i et højbed, 120 x 270 cm. og de stod tæt, men jeg synes de er helt fine i størrelsen.