lørdag den 2. maj 2015

Chrysanthemum, formering


Jeg fandt disse flotte limegule chrysanthemum sidst jeg var ude at handle. Dem kunne jeg rigtigt godt tænke mig at have selv i haven, til buketter. Synes farven er fantastisk.
 De lange stilke, var gode til nye små stiklinger.



Skåret med en skarp kniv, lige under et blad. Bladet nederst fjernes mens bladet længere oppe på stilken bevares.
 (det halve af bladet kan med fordel fjernes/klippes af, så kan stiklingen bruge sine kræfter på at sætte rødder, frem for at skulle trække vand og næring op til et stort blad)

Stiklingen dyppes i hormonpudder (købes hos planteskoler) og bankes forsigtigt af for overflødigt pudder, inden det sættes i potten med så- og priklemuld iblandet lidt sand.
Hormonpudder hjælper stiklingen med at sætte rødder hurtigt. Mit pudder er over 20 år gammelt men jeg passer godt på det, og sørger for at holde det rent og tørt.

Stiklingerne vandes og en mælkehvid plastpose sættes over. Placeres i en vindueskarm mod nord, så de ikke får direkte sol. Sættes de i et vindue mod syd, kan de skærmes mod solen med fiberdug eller almindeligt bagepapir.
 Så er det bare at vente og snart vil der vise sig et nyt lille skud i bladhjørnet. De skal passes med vand og man skal også lige tjekke om der kommer mug på en stikling. Er dette tilfældet skal den fjernes. Om nogle uger kan de stiklinger, som har fået rødder, plantes ud i drivhuset eller ud i et bed i køkkenhaven.


Anemone nemorosa 'Robinsoniana'

Anemone nemorosa 'Robinsoniana' blomstrer netop nu, med de skønneste lyslilla blomster.
Løvet er fint og de blomstrer længe, ihvertfald 2 - 3 uger. 
Alle anemone-arter er gode biplanter med store mængder pollen. De fyldte anemoner har dog ingen pollen, da støvbladene er omdannet til kronblade.

De er lange og gode i vaser, hvor de faktisk også er ret holdbare.
En god plante til skovbedet.
Det er nok ca. 10 år siden jeg købte min første plante. Det var på plantemarkedet i Struer "Gimsinghoved", og siden har den formeret sig og er blevet til et lille tæppe på en lille kvadratmeter.


torsdag den 30. april 2015

Tomaterne er plantet

D. 28. april fik jeg leveret tomat-planter fra Gartneri Toftegaard. De kom i en stor papkasse med GLS og var så fine, store og grønne. Jeg har lagt fiberdug over, så de ikke bliver svedet af det stærke sollys i drivhuset, Det lader jeg ligge på nogle dage og det luner også om tomat-planterne om natten, så længe nat-temperaturen er så lav.

Jeg har valgt 'Sun Gold' igen i år, for den er fantastisk sød og lækker.

 Desuden:

Gourmet
Toftegaards Sweet Grape
Toftegaards gule cherry
Ingrid

Sweet Orange Baby, Cap. Annuum, som er en chili. Chili`en har jeg taget med ind i stuen, for det er stadig for koldt for den, da jeg ikke har tilskudsvarme i drivhusene.


Nogle blomster og salater står også under fiberdugen og bliver skygget, så tørrer de ikke så let ud.



Skønne gamle zinkbaljer

Jeg har fyldt min zinkbalje med vand og lagt nogle narcisser - påskeliljer i, Der er også lige kommet to påskeklokker i.
 Nogle af påskeliljerne har så tunge hoveder, at de hænger meget, så når de bliver klippet af og kommer i baljen kan man rigtigt have fornøjelse af dem, og jeg synes de holder sig friske længe, især når baljen står i skyggen, f.eks. på nordsiden af huset.

Tulipaner og hornvioler

Hvor har jeg nydt at have tulipaner i krukker i år. De er naturligvis sat i efteråret og har stået under overdækket terrasse eller i drivhus. Men de kom jo tidligt op, så vi kunne følge deres udvikling tæt på, da de blev stillet i gårdspladsen. De skulle være lyserøde, men jeg synes nu de er mere til den røde side. Claus Dalby har også skrevet om, at farverne ikke passer sammen med billedet på posen, og det kan jeg kun hermed bekræfte.

Hornviolerne inde under pileflet som jeg kan sætte ud i haven, da det gror.


mandag den 27. april 2015

Pileflet i krukke

Flettepil der skyder.
Hornviolerne står stadig smukt.
 Det var ikke meningen at pilene skulle begynde at gro, men det ser egentligt ret fint ud.
Bliver jeg træt af det, kan skuddene jo blot knækkes af.

Martsviol

Martsviolerne dufter forrygende

Violen er lille, hårdfør og smuk - er god til bunddække

Bierne er glade for de tidligt blomstrende violer. 

De kan blive nogle store flader og dækker godt af for ukrudt'