torsdag den 19. november 2015

Turbo

Vores lille killing som ellers er udekat, så sit snit til at smutte ind ad døren og gennem køkkenet og videre ind i stuen, op i sofaen, hvor den smed sig ned på puderne, som om den var vant til at ligge dér og flade ud. Den så fuldstændig uskyldig ud og jeg nænnede næsten ikke at bære ham ud i stalden.

'Turbo' bliver rigtigt forkælet af sin dygtige kattemor 'Bugge', hun fanger masser af mus til ham, i dag er hun kommet hjem fra marken med fire mus, som han først legede med og siden spiste.

Når den får mælk hos kattemor spinder han helt vildt og højt, ellers er han ikke til at få til at spinde.

Vores katte er meget selskabelige og vil gerne være så tæt på os som muligt.

Her ligger de på have-arbejds-bordet.

'Turbo' ligger og sover mens der bliver bundet en dørkrans. 
Jeg synes også det er hyggeligt at de ligger og sover.



tirsdag den 10. november 2015

Lime chrysanthemum

Sandelig med knop, havde slet ikke lagt mærke til at de var ved at danne knopper, så overraskelsen var stor, da jeg en dag fik øje på dem. Det er ikke hver dag jeg kommer ned til det nederste drivhus, nu hvor der ikke skal hentes tomater mere.

De står i drivhuset, hvor de blev sat i maj som små stiklinger, af en buket jeg havde købt. Ville se om de kunne komme i blomst, hvis de blev plantet ud i drivhuset og med det skønne lune vejr som efteråret byder på, er chancen stor. Blomsten og stikningen, kan ses her

onsdag den 4. november 2015

Julehaven

Mos, kogler og gran, paradisæbler, svampe og en grøn flaske, i baggrunden en flettet krans.

Et hyggeligt projekt at pynte til julen.

Den store kogle er fra nobelis. Var heldig at finde en hel. Ofte går de i stykker når de falder
 ned fra 10 -15 meters højde.



Hyben har også dejlige rød-orange farver.



Dette bord står lige ved vores indgang til huset og vi nyder synet når vi hver dag går forbi.

Om aftenen er der lys i lanternerne, det giver en dejlig stemning.






Georginer - vinterklargøring

Alle georginer er blevet taget ud af potterne. De er blevet spulet med en hård vandstråle, for at skylle al jorden væk. Efter vask lå de og dryppede af i solen med navneskiltene ved hver knold.

Alle georginplanterne har udviklet nye knolde og kun en enkelt knold var rådden, så jeg er rigtigt godt tilfreds med årets høst af fine, store knolde.

Helt rene for jord, på få sekunder med Gardena pistolen, som let kan indstilles, på fem forskellige måder. Den er flere år gammel og ganske uundværlig i min have. 
Det sprøjter godt nok lidt så regnbukser er godt.

Nogle knolde har meget lange rødder, men vandet kommer ind i alle sprækker.

Knoldene lægges i papirsposer.

Poserne sættes ind på gulvet i grovkøkkenet med gulvvarme, natten over, for at tørre helt.

Ikke alle planter har blomstret, så jeg glæder mig til næste år hvor de forhåbentligt alle vil vise blomster, nu knoldene er blevet større.

Efter tørring drysses de over med let fugtigt spagnum eller sand og sættes koldt, mørkt og frostfrit vinteren over. Så er det bare at krydse fingre for at de overlever uden at rådne og uden at tørre for meget ind.




tirsdag den 27. oktober 2015

HORTENSIA-STIKLINGER - en succes

Formeringen af HORTENSIA blev en stor succes. Næsten alle stiklinger har slået rod og er begyndt at udvikle nye bladskud, så nu skal de plantes ud, i hver sin potte, hvor de bedre kan udvikle et godt rodnet og blive så store, at de kan tåle at blive plantet ud i haven til næste sommer. Min plan er, at de skal anbringes i et bed under japanske ahorn.

Disse hortensia blev sat i KUN SAND - alle fire har slået rod

De har alle skudt fine nye blade

Plastposen, som potten har stået i, holder på fugten og sandet er stadig let fugtigt

Fine rødder i løbet af få uger

Stiklingen til højre er lidt sort af råd, men den har fine rødder og har jo også skudt, så mon ikke den klarer det. Ellers pyt...det har jo ikke kostet noget.

Mere plads i potten og der skal stadig plastpose over, indtil planten har fået godt fat igen. 
Jorden er så- og priklemuld iblandet vermiculite, som er et mineral, der holder på fugten og samtidigt gør jorden porøs. Begge forhold er vigtige ved stiklinge-formering. Vermiculite kan købes i de fleste planteskoler.

To fine skud fra hvert sit bladhjørne

Her ses skuddene tydeligere - tættere på og med blitz
Stiklingerne, der blev sat i en blanding af så-og priklemuld & sand, har også skudt fint og udviklet gode rødder.
 Du kan se HER hvordan jeg gjorde stiklinger klar til at blive stukket i potter.


fredag den 16. oktober 2015

SVAMPETUR I SKOVEN

Den første jeg fik øje på i skoven, var denne flotte men giftige fluesvamp.

Pigsvamp  i skovbunden
Lidt skjult under blade og grene lyser de op

Flere fluesvampe, i det dejlige solskin

Klippede også lidt gran af nobelis og lidt kogler

Sikken høst, 500 gram




 De vokser i en ring rundt om et nobelis træ. 
Undersiden af svampene er fyldt med små hvide pigge, deraf navnet.

Det er en rigtig god spisesvamp, dejlig fast i kødet.

Piggene kan nemt knækkes af med en negl. De kan også sagtens tilberedes med piggene siddende på. Jeg plejer kun at fjerne dem, på ældre eksemplarer. 

Affaldet fra rensningen.

Rensede pig-svampe 

Svampene skæres i mindre stykker.

Masser af løg svitses i smør

Når løgene er bløde kommes svampene i panden til løgene og omrøres stille og roligt.
Blandingen får et skvæt salt og peber. 

Vandet damper fint fra, under stegningen

Så er det tid til at tilsætte fløde og lade det dampe lidt ind og tykne.

En himmerigsmundfuld på et stykke ristet franskbrød.


tirsdag den 13. oktober 2015

Pibeved har slået rod

Den 12-8-2015 satte jeg nogle stiklinger af PIBEVED også kaldet UÆGTE JASMIN

På billedet ses de små nye skud med små blade

Stiklingerne er sat i så- og priklemuld med en plastpose over. Posen har været lukket helt tæt til med en clips. 

Potten har stået lyst men uden direkte sol


Stiklingerne viser først og fremmest at de er igang, idet de stadig er friske og grønne.
Når så de nye skud viser sig, er man klar over at stiklingerne har slået rod

Rødderne ses her kravlende ud af pottens huller i bunden. Det er et meget tilfredsstillende syn. 

Her er de andre planter og jord fjernet. Billedet viser den stikling jeg har sat
 og det nye livskraftige skud

Her ses stiklingen taget ud af potten og rødderne er hvide og fine.

Sikken rodklump på kun to måneder

Disse HORTENSIA-STIKLINGER er også godt på vej. De er begyndt at skyde nye blade, som kan ses i de to bladhjørner. Ved at knække midterskuddet af ved plantningen af stiklingen, kommer der to skud, ét i hvert bladhjørne. Derved bliver planten mere busket helt nedefra.