På min daglige runde kom jeg til at se på mine vinterasters chysanthemum som står i en potte, at jorden var porøs og gennemarbejdet. Først troede jeg at potten var blevet besøgt af myrer, men der var ingen dyr at se. Planterne var dog helt løse og kunne lige som ingenting hives op og der var ædt af rødderne.
Det var sådanne larver, der havde været på spil. Straks efter at de blev pillet frem af jorden, kravlede de meget hurtigt ned igen til deres lyssky affærer. Larverne har kun nogle få ben i hovedenden. Kønne er de ikke. De lever 3 år som larver hvorefter de forpupper sig for det fjerde år at blive til et smukt insekt.
Det er en Oldenborre-larve
I larvestadiet lever de af planterødder og som voksent insekt lever de af løvtræernes blade.
Det er et skadedyr, men de er i dag så forholdsvis sjældne, at de normalt ikke bliver et problem i haven.
Oldenborre
Mange af mine vinterasters vokser i potter, men det var kun i én potte der var laver, selvom de står helt tæt sammen. Heldigvis, for jeg er meget glad for de skønne vinterasters i mange forskellige farver. De er dejligt holdbare og står med deres stive stilke så fint i vaser.
Jeg har vinterasters i lyserød, bronche, gul, hvid, rød og lilla.
For mange år siden, havde jeg en skøn lyserød, som jeg er lidt ærgerlig over at jeg ikke har passet på og gemt. Den var uregelmæssig i kronbladene (en lille smule pjusket) blomsten var stor og rosa. Den lyserøde jeg har nu hedder 'Romeo' og er mindre i blomsten og meget regelmæssig i kronbladene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar