lørdag den 24. februar 2018

Asparges kan sås i februar/marts

På køkkenhylden er der for tiden vibeæg og i min mors kasse på loftet, fandt jeg hendes gamle husholdningsbog fra højskolen, den hedder "Køkkenbog for unge piger". Den er fyldt med noter og opskrifter fra 1950'erne og passer fint på min hylde.


Fine frynsede tulipaner i en dejlig violet farve




Jeg har købt aspargesfrø som skal sås i marts i potter og plantes ud i køkkenhaven til næste år. I 2021 må vi så begynde så småt at høste af dem. De skal dyrkes som grønne asparges som blot knækkes af når de er ca. 15-20 cm høje og de smager himmelsk både rå og dampet.

Sorten er "Mary Washington"

Dejlige glatte runde frø, der kan blive til en lang række med mange planter.

Vi har mange muldvarpeskud og heldigvis fangede jeg en muldvarp for et par dage siden. Den havde flere gange puffet jord op i fælden og leget kis pus med mig. Men jeg satte atter fælden og trak senere spændt en udløst saks op med dyret. Dejlig følelse.

I går var der en musvåge som kredsede rundt over gården, så jeg er lidt bekymret over at lukke hønsene ud. Dog har jeg ikke set noget til rovfuglen i dag og hønsene lukker jeg først ud over middag.

4 kommentarer:

  1. Uhmmmm jeg elsker asparges men har aldrig haft tålmodighed, så jeg køber mine i stedet ;)
    Dejlige forårs billeder du viser, og hvor er det hyggeligt med din mors gamle kogebog.
    Rigtig god weekend

    kh Lone

    SvarSlet
  2. Nu kom jeg altså til at grine og mindes for mange år siden da vi boede i Pårup. Jeg havde møjsommeligt sået Asparges og var nået så langt at de var plante ud i en lang række i køkkenhaven. Hmm ja og så skulle køkkenhaven jo fræses, men Niels havde da glemt alt om mine små Asparges... det var så slutningen på mit Asparges eventyr... bedre held med dine.

    SvarSlet
  3. I min gamle have har jeg haft asparges i mange år og nydt at spise dem lige fra bedet, hvis jeg altså nåede det inden den ældste søn snuppede dem alle. Sødmen og sprødheden går hurtigt af høstede asparges, så det er en stor luxus at have dem i haven. Nu vil jeg forberede en god lang række så der også er nok til alle 3 sønner og 2 børnebørn. Ældste barnebarn er to år men var helt vild med vores ærter og jordbær sidste år.
    Tak og god weekend til dig.

    Kh. Ingeborg

    SvarSlet
  4. Hej Rita
    Det var vel nok ærgerligt, men godt du kan se det fra den lyse side i dag.
    Jeg kom også lige til at tænke på da mine forældre havde roer på en lejet mark og naboens børn ville hjælpe med at hakke roerne, så sagde den ældste at det var mærkeligt at der ingen roer var på flere meter. Det var så de meter min mor havde sået gulerødder, persille mm. i. Væk var urterne på et split sekund. Historien blev god efter nogle år.

    Kh. Ingeborg

    SvarSlet