Jeg fik to fine squash af vores venner, som har en stor køkkenhave. Den ene blev syltet med det samme, uden saltning eller kogning. Blot skrællet, fjernet kærner og snittet i passende stykker og overhældt med en blanding af eddike, sukker og vand.
Den anden blev skrællet, kærner fjernet og skåret i fire dele og lagt lagvis med salt 1 døgn i køleskabet. Dagen efter var der trukket meget vand ud af squashen som dernæst blev skyllet i koldt vand og overhældt med eddike, vand og sukker blandingen.
Hos en anden haveglad veninde, smagte jeg engang nogle squash, som hun havde lavet, de var supergode og sprøde, men hun kunne ikke huske hvordan hun havde forarbejdet dem.
Derfor vil jeg nu forsøge mig lidt frem med forskellige opskrifter, indtil jeg forhåbentlig finder den rette og opnår den sprødhed jeg søger.
Stykkerne kommes i glas, der er skoldet to gange i kogende vand OG skyllet med 1 dl. kogende vand med 1 lågfuld atamon i. Glassene er således varmet op og kan klare at stykkerne overhældes med den varme sukker/eddike-lage.
En dejlig efterårsbeskæftigelse at lave forråd til vinteren.
Jeg lagde lidt nelliker i for at give en god smag.
Nyder altid at se på de fyldte glas efter endt arbejde. De bliver stillet ind i et gammelt karlekammerskab, som står koldt og frostfrit. Sammen med saft og syltetøj står de mørkt og koldt og holder sig fint et års tid, dejligt.
Store og flotte rødbeder, som jeg også fik. Dejligt når vennerne deler ud af deres overskud.
Først vaskes de rene for jord.
Så koges de i vand, der næsten dækker, i ca. 2 timer, så saften koges ind i rødbederne igen og giver dem deres mørke og fine farve. Koges de for kort tid, kan de godt blive lyse og lidt kedelige. På billedet er det meste vand hældt fra efter kogning.
Jeg plejer lige at holde hver bede inde under den kolde hane et ganske kort øjeblik, inden jeg fjerner skindet. Vandet køler rødbederne af, så de er til at holde ved uden at brænde sig. Skindet går meget nemt af.
Så skæres rødbederne i skiver. Jeg har to knive med bølgeskær. En grov og en finere. Synes det ser indbydende ud, at de får det rillede mønster.
Jeg lavede også et glas med hjerter, som jeg trykkede ud med børnenes kagebageforme.
De skal bruges til julens leverpostej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar