fredag den 3. april 2020

Miolins mus

Vores kat "Miolin" legede katten efter musen i dag. Jeg var igang med at luge i haven, da den begyndte at lege med en mus den havde fundet i ukrudtet i hegnet.

Ikke mange mus undslipper sådanne store og rappe poter på en ung og stærk hankat. Musen er næsten flad som en pandekage og den peb flere gange.

Miolin kigger sig overskudsagtigt over ryggen og venter spændt på, at musen skal bevæge sig, for så kan den træne sine færdigheder med de rappe kløer.

På et tidspunkt havde katten jaget så meget rundt med den at musen løb ud i en vandpyt og når det blev for dybt til at den kunne bunde, ja så svømmede den lille mus blot til den kunne nå bunden igen.

Katten gemmer sig bag en forblæst buksbom-busk og stikker kun poten frem for at tjatte lidt til musen, om den da ikke vil løbe lidt.

Under lugningen fandt jeg en del store regnorme, så hestemøget med masser af halm gør sin virkning.
Når jeg kun luger græs op, graver jeg det også oftest ned igen, så orme og andre dyr har noget frisk grønt at omdanne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar