onsdag den 7. oktober 2015

Hortensia/hypericon-krans

Hortensia paniculata grandiflora, har stået længe med creme-hvide blomster, som nu i efteråret har fået et rødligt skær, som passer så fint farvemæsssigt til hypericon'ens frøstande.


Hortensiaen er smukkest hvis den blot får lov at vokse uden beskæring. Den vokser harmonisk og får stærke grene, som kan bære de store kegleformede blomsterstande.

Hortensia-busken lyser op i haven, jeg har den flere steder og kan se den fra stuevinduerne og fra udestuen har vi et vidt kig til dem.

Kransen er bundet på et krans af en enkelt flettepil.

Materialet glider ikke på pilekransen, og bindetråden kan sagtens strammes til. Ingen udgift til halm- eller trådkrans. Pilene har jeg i køkkenhaven, To forskellige sorter med ca. 10 planter af hver, som klippes ned når de har smidt bladene om efteråret.

Kransen fandt sin plads på en havestol som står på gårdspladsen foran køkkenet.
 Her holder den sig godt og pynter og gør glad hver gang man går forbi.

På bordet står et blad-fad af beton, som en veninde forærede mig og som hun selv havde lavet.
Den er superfin til det lille cafébord. Jeg har pyntet den med røn og hyben 

tirsdag den 6. oktober 2015

Kraftige Chrysanthemum

Øverst tv. 'Littelton' 
Øverst th. 'Beppie bronce'
Nederst 'Beppie rød'

Disse tre forskellige vinterasters/chrysanthemum har jeg i haven og de er rigtigt gode til buketter. Dejligt stive stilke og lang holdbarhed, også indendøre. Perfekt farveharmoni. 'Littelton' er meget stor og flot i blomsten, alle kronbladene er pænt afrundede yderst, hvor de andre har tendens til at rulle.
 Blomsterne kan også modstå en regnbyge eller to. De er købt i planteskolen i en boks med 6 planter.


  Her er planterne flyttet ind i drivhuset, for at overvintre. Til foråret når de begynder at skyde, klipper eller knækker jeg de små skudspidser, på ca. 10 cm, af, og sætter dem i jorden og vander. Så vokser de villigt og bliver til nye småplanter, som så plantes ud i haven i maj. For at planterne skal blive kraftige, får de masser af hønsemøg, når de er plantet ud fra drivhusets beskyttende vinterhi. 

Planterne kan også godt overvintre ude i haven, men kommer der meget lave frostgrader, er der risiko for, at de fryser væk. Derfor kan de dækkes med halm og gran eller en vintermåtte, som kan lune om planterne mod vinterens frost og kulde.

'Romeo' rosa chrysanthemum

 'Ellen' hvid chrysanthemum

De lilla chrysanthemum, som hedder 'Beppie' og 'Pennine' har endnu ikke blomstret i år, så derfor har jeg ikke et billede af dem. De er flyttet ind i drivhuset, og står med mange knopper, så jeg håber de kan nå at vise blomsterne inden der kommer for meget kulde.

De lime-farvede chrysanthemum som jeg formerede i foråret, har endnu ikke blomstret. De har nu nået en højde på 120 cm, og er flotte kraftige og grønne, men de egner sig nok ikke til mit drivhus-klima. Øv øv.






onsdag den 30. september 2015

Eddikesyltning


Jeg fik to fine squash af vores venner, som har en stor køkkenhave. Den ene blev syltet med det samme, uden saltning eller kogning. Blot skrællet, fjernet kærner og snittet i passende stykker og overhældt med en blanding af eddike, sukker og vand.

Den anden blev skrællet, kærner fjernet og skåret i fire dele og lagt lagvis med salt 1 døgn i køleskabet. Dagen efter var der trukket meget vand ud af squashen som dernæst blev skyllet i koldt vand og overhældt med eddike, vand og sukker blandingen.


Hos en anden haveglad veninde, smagte jeg engang nogle squash, som hun havde lavet, de var supergode og sprøde, men hun kunne ikke huske hvordan hun havde forarbejdet dem.

Derfor vil jeg nu forsøge mig lidt frem med forskellige opskrifter, indtil jeg forhåbentlig finder den rette og opnår den sprødhed jeg søger. 
Stykkerne kommes i glas, der er skoldet to gange i kogende vand OG skyllet med 1 dl. kogende vand med 1 lågfuld atamon i. Glassene er således varmet op og kan klare at stykkerne overhældes med den varme sukker/eddike-lage.

En dejlig efterårsbeskæftigelse at lave forråd til vinteren. 

Jeg lagde lidt nelliker i for at give en god smag.

Nyder altid at se på de fyldte glas efter endt arbejde. De bliver stillet ind i et gammelt karlekammerskab, som står koldt og frostfrit. Sammen med saft og syltetøj står de mørkt og koldt og holder sig fint et års tid, dejligt.


Store og flotte rødbeder, som jeg også fik. Dejligt når vennerne deler ud af deres overskud. 
Først vaskes de rene for jord.

Så koges de i vand, der næsten dækker, i ca. 2 timer, så saften koges ind i rødbederne igen og giver dem deres mørke og fine farve. Koges de for kort tid, kan de godt blive lyse og lidt kedelige. På billedet er det meste vand hældt fra efter kogning.


Jeg plejer lige at holde hver bede inde under den kolde hane et ganske kort øjeblik, inden jeg fjerner skindet. Vandet køler rødbederne af, så de er til at holde ved uden at brænde sig. Skindet går meget nemt af.

Så skæres rødbederne i skiver. Jeg har to knive med bølgeskær. En grov og en finere. Synes det ser indbydende ud, at de får det rillede mønster.
Jeg lavede også et glas med hjerter, som jeg trykkede ud med børnenes kagebageforme.
De skal bruges til julens leverpostej.






Pæresnaps

'Clara Friis' pære i flasken

Vores ældste søn og hans kæreste, har haft succes med at få en pære til at vokse i en flaske, fra pæren var helt lille og kunne komme igennem halsen på denne flaske. Pæretræet er et espalier på vores sydmur, så for at forhindre at det blev for varmt, kalkede de flasken hvid. 

Pæresnaps.

Flot ser den ud, så skal der blot hældes vodka eller klar Brøndum i.

Clara Friis er en dansk pæresort. Pærerne er middelstore med glat, skinnende grønt skind, der ved modenhed farves gult og måske bliver rødkindet på solsiden. Skrællen er tynd, kødet fast, sprødt og meget saftigt og smagen er meget fin, sød og frisk.
En virkelig anbefalelsesværdigt frugttræ.


Røn - kranse og buketter



'La Recoletta' mørklillarød georgin og 'Sylvia' orange georgin sammen med røn i grønlige, gullige og rød-orange farver

Rønnen står lige nu med sine skønne små blanke røde bær. De er brugbare til meget.

De står mange steder og der er forskellige sorter. Nogle virker næsten helt kunstige, som om de har fået lak, og de er noget så flotte med deres grøn-orange farver.
De er også gode i kranse, alene eller sammen med andet grønt, evt. ellekogler og grønne hyld, som vist i tv i fru Pedersens have.
Det blev en stor pose af røn jeg fik samlet i skoven, og en dejlig travetur i øvrigt, godt for både førerhus og fysik. 
Fik set både musvåge, hare og fasan. Noterede mig også lige hvor det fine mos var, så det er let at finde til julens dekorationer.


fredag den 25. september 2015

Chysantemum buket

Chrysserne (vinterasters) står flot lige nu. De tåler regnen og sikke et held for dét.
Der er tre forskellige farver i rød, bronce og orange. I denne buket er de blandet med frøstande fra persillen som har fået lov at stå så længe at den blomstrer. Svirrefluer og bier, som vi gerne ser i haven, er også glade for persillens frøstande.  

Når vi kommer hen sent på året, hvor det begynder med frost, sætter jeg dem ind i drivhuset og så kan de blomstre videre under de beskyttede forhold. 

Til foråret, hvor de begynder at skyde fra bunden, bliver skuddene brugt til at formere planten med. 
De bliver klippet af eller blot knækket over og sat i jorden og holdes fugtige, så får de let rod og kan flyttes med ud i køkkenhaven og blomstre til efteråret. 

De slår nemt rod i drivhusets varme om foråret. På dén måde får man nemt mange planter til virkeligt holdbare buketter til venner og familie, som kan nyde buketten i adskillige dage.
Der kan også suppleres med Hypericon, deres frøstande spiller også flot sammen med chrysserne.

tirsdag den 8. september 2015

Georgin og Rose i samme skønne nuance.

Dahlia  'Wizard of Ozz' tidligt i udspring

Dahlia  'Wizard of Ozz'

Skøn skøn farve, som jeg glæder mig til at kunne lave buketter af.


Dahlia/Georgin: 'Wizard of Ozz'. Rose: 'Jubilee Celebration'

SÅ gode sammen.
På billedet er georginen mere udsprunget end på billedet næst-øverst, og har derfor en mere gul midte.


Jubelee Celebration, Engelsk Rose

Dejlig højde - ikke for høj, 100-125 cm.
Varm laksrosa med gyldne anstrøg på undersiden af kronbladene.
Stor og tætfyldt blomst med fantastisk duft.
Blomstrer fra juni til sent på efteråret.
Rosen får de gule anstrøg når den er sprunget mere ud, end på billedet.